Hjælp
Forside
Rejsen til Alanya
På vej til Alanya falder jeg i samtale med en ung mand. Han er fra Tyrkiets hovedstad Istanbul, men har et meget skandinavisk udseende. Han fortæller, at han er studerende og ved at uddanne sig til turistguide.
Han spørger, hvad jeg laver, og jeg siger det, som det er: At jeg er forfatter.
- Det er min største drøm, siger han. Det vil jeg også være….
Vi udveksler erfaringer, fortæller om vores lande, om folkene og kulturen.
Tyrkiet har en fascinerende historie, siger han. Men forfattere er ikke specielt velsete af styret.
Det vidste jeg selvfølgelig allerede. Der findes flere eksempler på forfattere, som har måttet leve i eksil, eller er blevet modarbejdet. Yasar Kemal, Fakir Baykurt, Nazim Hikmet. Alle forfattere som ikke har undladt at kritisere forholdene i Tyrkiet.
***
Men jeg er altså kommet til Tyrkiet som almindelig turist, for i nogen grad at rode bod på den brist af sommer, som vi har haft i Sverige. Jeg får tilbage i overflod: Det er over 40 grader i skyggen og over 50 i solen.
Mens bussen glider gennem et fremmed landskab mellem lufthavnen i Antalya og byen Alanya, som er vores endestation, drikker jeg masser af vand.
Bomuldsmarker og salgsboder passeres. Markerne er golde og tørre. Huse som aldrig er blevet færdiggjorte står hist og pist. Jeg vender mig mod den kommende forfatter.
Men når du nu vil være forfatter, siger jeg. Hvor mange kan egentlig læse de bøger du vil skrive?
- Ikke specielt mange, svarer han og ser pludselig bekymret ud.
***
I kiosken ved hotellet lærer jeg hurtigt indehaveren og hans familie at kende.
- Jeg har ikke gået mange år i skole, siger han. Kiosken er vores skole. Her lærer vi meget, ikke mindst sprog. Der kommer mange tyskere og svenskere til Alanya.
Vores samtale er en blanding af engelsk, tysk og svensk og manden giver eksempler på sit selvlærte svensk.
Hej. Hvordan går det? Mange tak. Velkommen tilbage...
Flere gange bliver jeg budt på æblete. Det er varmt for ikke at sige rygende hedt – men velsmagende. Jeg takker og tager imod. At sige nej ville være uhøfligt.
***
At komme fra Malmø til Alanya er et chok. Ikke bare fordi varmen næsten tager livet af én – i hvert fald indtil man bliver vant til den.
Man går også over gaden med risiko for sit liv. Bilisterne kører til grænsen, og har foden på speederen. Turisterne får vinger på fødderne.
Dag som nat er larmen øredøvende. Statens bilinspektion ville kunne tjene kassen. Lyddæmpere er en sjældenhed og bilerne af skiftende kvalitet. Hastighedsbegrænsningerne findes nok mest på papiret. Lysreguleringer og fodgængerfelter en sjældenhed.
Men folkene er for det meste venlige og hjælpsomme. I blandt måske for hjælpsomme. For en svensker kan det godt være lidt for meget med alle ”indkasterne”, som står udenfor spisestederne og forsøger at overtale os til at spise på deres restaurant. For slet ikke at tale om sælgerne på markedet, som med råb forsøger at overdøve hinanden.
— Bitte schön! Kaufen! Where do you come from?
— Sweden.
Jeg vænner mig aldrig til at skulle prutte i tide og utide. Men gør man det ikke, må man regne med at skulle betale mere end nødvendigt er.
***
En aften tager vi en taxa hjem fra byen, og chaufføren er en nysgerrig mand som snart spørger, hvor vi kommer fra.
— Sweden, siger han og ser forvirret ud.
Scandinavia, siger jeg så. Du ved: Danmark, Norge, Sverige ... Hovedstaden hedder Stockholm.
- Hvilken by er så nærmest?, spørger han.
- Umeå, siger jeg.
Pludselig begynder fyren at tale svensk. Godt nok bare nogle få ord men det viser sig snart, at han er gift med en svensk pige, som befinder sig i Stockholm, hvor hun skal føde deres barn. Han mødte hende, da hun var i Alanya som turist, og nu venter han på tilladelse for at komme til Sverige og sin familie. Men Udlændingestyrelsen har endnu ikke givet ham det eftertragtede stykke papir.
- Jeg vil arbejde med computere eller sådan noget, siger han, og eftersom jeg ikke vil ødelægge hans drømme, fortæller jeg ikke om den store arbejdsløshed som findes.
***
At gå på opdagelse i et andet land er morsomt. Meget er anderledes. Om ikke andet indser man, hvor godt vi har det i Sverige. Foran hotellet passerer vi en mand og hans søn. De trækker en vogn efter sig. Begge er beskidte og dårligt klædt. De standser ved skraldespanden og roder den igennem for tomme dåser. De finder også mange, men det er måske ikke så underligt med tanken på, at turisterne bestandigt syntes at have noget drikbart i hånden.
I nærheden leger et barn med tomme kartoner. De putter sand i kartonerne og trækker rundt med dem i snor. Det er deres legetøj.
På stranden leger svenskere og andre dollarturister og lader sig stege i heden.
***
Natten er fascinerende. Jeg sidder på balkonen på femte sal i vores lejlighedshotel og ser ud over byen. Nedenfor ses poolen, hvor vi har kølet os ned, når vi fik nok af havet. Overalt breder bebyggelsen sig. Hoteller og almindelige boliger. På tagene samles vandtanke, solceller og tv-antenner. Flere gange i løbet af aftenen slukker lyset i vinduerne sig. Lamperne blinker og det bliver helt mørkt. Strømafbrud hører med til dagligdagen. Elektricitetsnettet kan ikke følge med. Datteren på fire sidder allerede med en lommelygte i hånden og siger:
- Snart sker der et indbrud…
Men er der noget, som vi aldrig ser, er det kriminalitet. Politiet patruljerer med skudklare pistoler, men der er aldrig brug for dem. Ingen virker til at være hverken berusede eller voldelige. Måske gør varmen, at det meste svedes ud?
***
Vi har tilbragt en uge i Tyrkiet. Oplevelserne har været mange, og vi er begyndt at vænne os til varmen. Alligevel længes vi den sidste aften hjem til Sverige og normale temperaturer. Vi går tidligt i seng, men kan ikke sove. Lige efter midnat skal vi forlade hotellet.
Da vi endelig var tilbage i Sverige og vi gik ud af flyet, vender datteren sig til sin mor og siger:
- Vinden er kold, mor! Herligt…
Den aften ligger hun hjemme i sin egen seng og klapper begejstret i hænderne inden hun falder i søvn. Hun skal ikke længere tænke på varmen. Tyrkiet er langt, langt væk. Og der borte, et eller andet sted, findes en ung mand, som drømmer om at blive forfatter…
Han spørger, hvad jeg laver, og jeg siger det, som det er: At jeg er forfatter.
- Det er min største drøm, siger han. Det vil jeg også være….
Vi udveksler erfaringer, fortæller om vores lande, om folkene og kulturen.
Tyrkiet har en fascinerende historie, siger han. Men forfattere er ikke specielt velsete af styret.
Det vidste jeg selvfølgelig allerede. Der findes flere eksempler på forfattere, som har måttet leve i eksil, eller er blevet modarbejdet. Yasar Kemal, Fakir Baykurt, Nazim Hikmet. Alle forfattere som ikke har undladt at kritisere forholdene i Tyrkiet.
***
Men jeg er altså kommet til Tyrkiet som almindelig turist, for i nogen grad at rode bod på den brist af sommer, som vi har haft i Sverige. Jeg får tilbage i overflod: Det er over 40 grader i skyggen og over 50 i solen.
Mens bussen glider gennem et fremmed landskab mellem lufthavnen i Antalya og byen Alanya, som er vores endestation, drikker jeg masser af vand.
Bomuldsmarker og salgsboder passeres. Markerne er golde og tørre. Huse som aldrig er blevet færdiggjorte står hist og pist. Jeg vender mig mod den kommende forfatter.
Men når du nu vil være forfatter, siger jeg. Hvor mange kan egentlig læse de bøger du vil skrive?
- Ikke specielt mange, svarer han og ser pludselig bekymret ud.
***
I kiosken ved hotellet lærer jeg hurtigt indehaveren og hans familie at kende.
- Jeg har ikke gået mange år i skole, siger han. Kiosken er vores skole. Her lærer vi meget, ikke mindst sprog. Der kommer mange tyskere og svenskere til Alanya.
Vores samtale er en blanding af engelsk, tysk og svensk og manden giver eksempler på sit selvlærte svensk.
Hej. Hvordan går det? Mange tak. Velkommen tilbage...
Flere gange bliver jeg budt på æblete. Det er varmt for ikke at sige rygende hedt – men velsmagende. Jeg takker og tager imod. At sige nej ville være uhøfligt.
***
At komme fra Malmø til Alanya er et chok. Ikke bare fordi varmen næsten tager livet af én – i hvert fald indtil man bliver vant til den.
Man går også over gaden med risiko for sit liv. Bilisterne kører til grænsen, og har foden på speederen. Turisterne får vinger på fødderne.
Dag som nat er larmen øredøvende. Statens bilinspektion ville kunne tjene kassen. Lyddæmpere er en sjældenhed og bilerne af skiftende kvalitet. Hastighedsbegrænsningerne findes nok mest på papiret. Lysreguleringer og fodgængerfelter en sjældenhed.
Men folkene er for det meste venlige og hjælpsomme. I blandt måske for hjælpsomme. For en svensker kan det godt være lidt for meget med alle ”indkasterne”, som står udenfor spisestederne og forsøger at overtale os til at spise på deres restaurant. For slet ikke at tale om sælgerne på markedet, som med råb forsøger at overdøve hinanden.
— Bitte schön! Kaufen! Where do you come from?
— Sweden.
Jeg vænner mig aldrig til at skulle prutte i tide og utide. Men gør man det ikke, må man regne med at skulle betale mere end nødvendigt er.
***
En aften tager vi en taxa hjem fra byen, og chaufføren er en nysgerrig mand som snart spørger, hvor vi kommer fra.
— Sweden, siger han og ser forvirret ud.
Scandinavia, siger jeg så. Du ved: Danmark, Norge, Sverige ... Hovedstaden hedder Stockholm.
- Hvilken by er så nærmest?, spørger han.
- Umeå, siger jeg.
Pludselig begynder fyren at tale svensk. Godt nok bare nogle få ord men det viser sig snart, at han er gift med en svensk pige, som befinder sig i Stockholm, hvor hun skal føde deres barn. Han mødte hende, da hun var i Alanya som turist, og nu venter han på tilladelse for at komme til Sverige og sin familie. Men Udlændingestyrelsen har endnu ikke givet ham det eftertragtede stykke papir.
- Jeg vil arbejde med computere eller sådan noget, siger han, og eftersom jeg ikke vil ødelægge hans drømme, fortæller jeg ikke om den store arbejdsløshed som findes.
***
At gå på opdagelse i et andet land er morsomt. Meget er anderledes. Om ikke andet indser man, hvor godt vi har det i Sverige. Foran hotellet passerer vi en mand og hans søn. De trækker en vogn efter sig. Begge er beskidte og dårligt klædt. De standser ved skraldespanden og roder den igennem for tomme dåser. De finder også mange, men det er måske ikke så underligt med tanken på, at turisterne bestandigt syntes at have noget drikbart i hånden.
I nærheden leger et barn med tomme kartoner. De putter sand i kartonerne og trækker rundt med dem i snor. Det er deres legetøj.
På stranden leger svenskere og andre dollarturister og lader sig stege i heden.
***
Natten er fascinerende. Jeg sidder på balkonen på femte sal i vores lejlighedshotel og ser ud over byen. Nedenfor ses poolen, hvor vi har kølet os ned, når vi fik nok af havet. Overalt breder bebyggelsen sig. Hoteller og almindelige boliger. På tagene samles vandtanke, solceller og tv-antenner. Flere gange i løbet af aftenen slukker lyset i vinduerne sig. Lamperne blinker og det bliver helt mørkt. Strømafbrud hører med til dagligdagen. Elektricitetsnettet kan ikke følge med. Datteren på fire sidder allerede med en lommelygte i hånden og siger:
- Snart sker der et indbrud…
Men er der noget, som vi aldrig ser, er det kriminalitet. Politiet patruljerer med skudklare pistoler, men der er aldrig brug for dem. Ingen virker til at være hverken berusede eller voldelige. Måske gør varmen, at det meste svedes ud?
***
Vi har tilbragt en uge i Tyrkiet. Oplevelserne har været mange, og vi er begyndt at vænne os til varmen. Alligevel længes vi den sidste aften hjem til Sverige og normale temperaturer. Vi går tidligt i seng, men kan ikke sove. Lige efter midnat skal vi forlade hotellet.
Da vi endelig var tilbage i Sverige og vi gik ud af flyet, vender datteren sig til sin mor og siger:
- Vinden er kold, mor! Herligt…
Den aften ligger hun hjemme i sin egen seng og klapper begejstret i hænderne inden hun falder i søvn. Hun skal ikke længere tænke på varmen. Tyrkiet er langt, langt væk. Og der borte, et eller andet sted, findes en ung mand, som drømmer om at blive forfatter…
Send artikel
Print artikel
Rejsen til Alanya 
