Hjælp
Forside
Vi sparede cirka en tusse per mand ved at strikke en flybillet sammen på netsiderne fra Kastrup via Istanbul til Antalya, og en tusse tjent – er en tusse ekstra på kontoen for feriebudgettet. Således beriget med funny money oprandt dagen, eller rettere natten, hvor fire overtrætte voksne plus en overtræt pige satte os til rette i Kastrup Lufthavn med afgang klokken 2.50 mod Istanbul.
Det blev den nat, der går over i historien, som de skarpe tungers nat. Og vi nåede da næsten også at bide struberne af hinanden i Kastrup, inden vi kunne sætte os tilrette i flysæderne. Og endnu værre blev det i Istanbul, hvor vi på grund af forsinkelser havde minus 20 minutter til at nå flyet til Antalya.
Først skal man nemlig gennem den tyrkiske paskontrol i Istanbul lufthavn - en langstrakt affære, hvor man vanen tro altid vælger den forkerte kø. Og når det så endelig bliver ens tur til at få tjekket sit pas ved politimand i glasbur, bliver ens tålmodighed sat på en ildprøve.
Blandt andet fordi paspoliti har en tendens til at sætte i bakgear, når det skal gå hurtigt. De nærlæser ens pas forfra og bagfra, og overvejer grundigt om de skal sætte stemplet på siderne 22, 17 eller på side syv i passet. Så tager de stemplet i hånden og holder det stille i luften, mens de lige kigger en ekstra gang længe på én for at finde ligheder med pasbilledet, der per definition er taget på en dårlig hårdag. Man får det borende blik, der fastnagler en til stedet. SÅ KNALDER DE stemplet i passet, så man næsten hopper af forskrækkelse. Lukker passet langsomt og skubber det endnu langsommere ud under glassprækken i buret, med øjne der siger noget i retningen af: Så lad gå denne gang…
Og FORDI man rejser med fire, som stadig venter og skal gennem nøjagtig samme procedure som beskrevet, og fordi det sidste udkald til flyet forlængst er gået i sin mor igen, så kan man godt blive lidt børnesur. Alanya venter jo ligesom, kom nu videre i teksten.
I'M WAITING FOR MY FAMILY, skreg jeg til en uniformklædt lufthavns-løber, der var sendt af sted for at hente alle os, der var forsinkede med flyet fra Danmark. Han var utålmodig og gestikulerede, at nu kunne jeg godt flytte sandalerne og følge med ham, on the double. Og jeg var stædig og pegede på de fire i køen ved paspolitet.
Næsten som i en dårlig film var MY FAMILY selvfølgelig de sidste, der fik godkendelse og adgang til de hellige haller mod gaten. Og så fulgte vi – det bedste vi havde lært i skoleidræt - efter meget adræt uniformsklædt lufthavnsløber med skrattende walkie over blanke marmorgulve, rundt om hjørner, ned ad rulletrapper, henad rulletrapper - og gud forbyde det gennem ENDNU et checkpoint pas-kontrol. Så forsvandt manden med walkie, og så kunne vi i øvrigt selv finde gaten.
Gate fundet, Family samlet, ned ad trapperne ud til parkede fly: Og så var det, jeg så et fly, hvor trappen var ved at blive rullet væk fra halen... Hej, Hallå, Stop! Stands! Af sted med viftende pas og boarding card, så ingen var i tvivl om, at det fly dér manglede os. Som perler på en snor løb vi over cementbelægningen fast besluttet på at nå flyet. Havde nogen filmet os, var vi som klippet ud af en tovlig scene i Fars Fede Ferie.
, Mens vi løb, blev vi passet op af en gul bil med blink på taget. Bag rattet sad en meget viljestærk, der gestikulerede meget overbevisende, og selv om tyrkiske gloser ikke ligger først for i kasketten på FAMILY og jeg, så forstod vi da, at vi bare havde at flytte røven væk fra den del af banen, der tilhører fly, og så ellers flytte fødderne hen i den DÈR bus – og det i en fart!
For tredje gang den morgen løb vi, som om vi flygtede fra et jordskælv, nu med kursen mod en lufthavnsbus, og da vi endelig en efter en dumpede ned i sæderne, undgik vi øjenkontakt med chaufføren. I stedet sad vi og hev efter vejret og tænkte vel alle noget i retningen af: Det her sker bare ikke.
Da chaufføren startede bussen – studerede han os lidt for længe i bakspejlet, mens han satte i gear og med os, som de eneste passagerer kørte han ud til det fly som havde retning til Antalya. Behøver jeg i denne forbindelse at sige, at vi var de sidste, de manglede for kunne lette?
I flyet faldt vi alle i søvn og vågnede kun ved de dér ryk, det giver, når man taber hovedet. Man kigger sig omkring med runde øjne og tjekker, at flyet flyver; alle er med, og man lover sig selv, at næste gang turen går til Alanya, så sker det med et fly, der flyver nonstop.
For et par rejseforhindringer i mareridtsklassen sætter selvfølgelig ikke en stopper for rejselysten til det tyrkiske paradis Alanya. Tværtimod.
Det blev den nat, der går over i historien, som de skarpe tungers nat. Og vi nåede da næsten også at bide struberne af hinanden i Kastrup, inden vi kunne sætte os tilrette i flysæderne. Og endnu værre blev det i Istanbul, hvor vi på grund af forsinkelser havde minus 20 minutter til at nå flyet til Antalya.
Først skal man nemlig gennem den tyrkiske paskontrol i Istanbul lufthavn - en langstrakt affære, hvor man vanen tro altid vælger den forkerte kø. Og når det så endelig bliver ens tur til at få tjekket sit pas ved politimand i glasbur, bliver ens tålmodighed sat på en ildprøve.
Blandt andet fordi paspoliti har en tendens til at sætte i bakgear, når det skal gå hurtigt. De nærlæser ens pas forfra og bagfra, og overvejer grundigt om de skal sætte stemplet på siderne 22, 17 eller på side syv i passet. Så tager de stemplet i hånden og holder det stille i luften, mens de lige kigger en ekstra gang længe på én for at finde ligheder med pasbilledet, der per definition er taget på en dårlig hårdag. Man får det borende blik, der fastnagler en til stedet. SÅ KNALDER DE stemplet i passet, så man næsten hopper af forskrækkelse. Lukker passet langsomt og skubber det endnu langsommere ud under glassprækken i buret, med øjne der siger noget i retningen af: Så lad gå denne gang…
Og FORDI man rejser med fire, som stadig venter og skal gennem nøjagtig samme procedure som beskrevet, og fordi det sidste udkald til flyet forlængst er gået i sin mor igen, så kan man godt blive lidt børnesur. Alanya venter jo ligesom, kom nu videre i teksten.
I'M WAITING FOR MY FAMILY, skreg jeg til en uniformklædt lufthavns-løber, der var sendt af sted for at hente alle os, der var forsinkede med flyet fra Danmark. Han var utålmodig og gestikulerede, at nu kunne jeg godt flytte sandalerne og følge med ham, on the double. Og jeg var stædig og pegede på de fire i køen ved paspolitet.
Næsten som i en dårlig film var MY FAMILY selvfølgelig de sidste, der fik godkendelse og adgang til de hellige haller mod gaten. Og så fulgte vi – det bedste vi havde lært i skoleidræt - efter meget adræt uniformsklædt lufthavnsløber med skrattende walkie over blanke marmorgulve, rundt om hjørner, ned ad rulletrapper, henad rulletrapper - og gud forbyde det gennem ENDNU et checkpoint pas-kontrol. Så forsvandt manden med walkie, og så kunne vi i øvrigt selv finde gaten.
Gate fundet, Family samlet, ned ad trapperne ud til parkede fly: Og så var det, jeg så et fly, hvor trappen var ved at blive rullet væk fra halen... Hej, Hallå, Stop! Stands! Af sted med viftende pas og boarding card, så ingen var i tvivl om, at det fly dér manglede os. Som perler på en snor løb vi over cementbelægningen fast besluttet på at nå flyet. Havde nogen filmet os, var vi som klippet ud af en tovlig scene i Fars Fede Ferie.
, Mens vi løb, blev vi passet op af en gul bil med blink på taget. Bag rattet sad en meget viljestærk, der gestikulerede meget overbevisende, og selv om tyrkiske gloser ikke ligger først for i kasketten på FAMILY og jeg, så forstod vi da, at vi bare havde at flytte røven væk fra den del af banen, der tilhører fly, og så ellers flytte fødderne hen i den DÈR bus – og det i en fart!
For tredje gang den morgen løb vi, som om vi flygtede fra et jordskælv, nu med kursen mod en lufthavnsbus, og da vi endelig en efter en dumpede ned i sæderne, undgik vi øjenkontakt med chaufføren. I stedet sad vi og hev efter vejret og tænkte vel alle noget i retningen af: Det her sker bare ikke.
Da chaufføren startede bussen – studerede han os lidt for længe i bakspejlet, mens han satte i gear og med os, som de eneste passagerer kørte han ud til det fly som havde retning til Antalya. Behøver jeg i denne forbindelse at sige, at vi var de sidste, de manglede for kunne lette?
I flyet faldt vi alle i søvn og vågnede kun ved de dér ryk, det giver, når man taber hovedet. Man kigger sig omkring med runde øjne og tjekker, at flyet flyver; alle er med, og man lover sig selv, at næste gang turen går til Alanya, så sker det med et fly, der flyver nonstop.
For et par rejseforhindringer i mareridtsklassen sætter selvfølgelig ikke en stopper for rejselysten til det tyrkiske paradis Alanya. Tværtimod.
Send artikel
Print artikel
Forhindringsturen går til Alanya 
